RESONANSRUM: Individualitet: a blessing or a curse?
Har du lyst til at mødes med andre studerende og tale om noget af det, vi som mennesker er fælles om i vores tilværelse, men ind imellem godt kan tro, at vi er helt alene om?
Så er du velkommen i Resonansrum!
”Resonans” refererer her til en åbenhed og lydhørhed overfor tilværelsen. Det er det modsatte af den udbrændthed, mange af os oplever, når vi har travlt, skal præstere og har opmærksomheden rettet mod den næste opgave. Her vil vi give os tid til at fordybe os i forskellige emner, lytte, tale sammen og dele tanker og måske erfaringer.
Emnerne kan være mange – kærlighed, frihed, individualitet, ensomhed, utilstrækkelighed, håb, tro og tvivl eller spørgsmål om meningen med det hele.
Det kunne også være tidens trends, selvfølgeligheder og fænomener, og hvad de gør ved os og vores liv.
Der vil hver gang være et emne på dagsordenen, som bliver introduceret med et kort oplæg v. Inger eller en studerende, hvorefter ordet er frit. Det kræver ingen forkundskaber at deltage, og du kan komme én eller alle gange, som du vil, så længe du bare har tilmeldt dig på forhånd.
Programmet i foråret 2024 er:
Tirsdag d. 27. februar: Ensomhed og fællesskab
Tirsdag d. 12. marts: Sociale medier
Torsdag d. 11. april: Kærlighed og dating-apps
Torsdag d. 2. maj: Individualitet: a blessing or a curse?
Torsdag d. 16. maj: Håb
—- Praktisk information:
Det er hver gang fra kl. 17-19. Der serveres kaffe, the og en sandwich, og det er gratis.
Sted: Søndre Campus, Emil Holms Kanal 2, lokale 22.0.20.
Af hensyn til pladser og madbestilling er det nødvendigt med tilmelding senest 2 dage før til Inger Lundager på mail: ILK@km.dk